Trim guide Luffe 37

På opfordring prøver jeg at beskrive vores trim, samt hvordan vi sejler Sutten.

Mastetrim:

Masten klodses fast i maste hullet med en lille tynd klods foran, en tykkere bagtil, samt på siderne. sæt klodserne ned oppefra.

Mastehældning:

Tag et genuafald før det ned til dækket lige foran masten og lås det der. Før det ud til forstaget, mål afstanden langs forstaget ned til dækket, der har vi 97 cm. Det er en mere præcis måde end at måle afstanden mellem et løst hængende storfald og masten i bom niveau.

Topvanterne spændes hårdt, kontroller at masten står lige med storfaldet, eller bedre med et stål målebånd hejst helt i top. Vi spænder topvanterne indtil vi syntes at vanskruerne ikke kan tage mere. Mellemvanterne spændes under sejlads i 4-6 m/sek. Flugt langs hulkehlen og juster i læen, vend og bliv ved indtil masten står helt lige og ikke falder ud mod læ i toppen. Forreste undervant skal bare håndspændes så de står i en lige linie. Bagerste undervant har vi spændt ret hårdt, så masten står meget ret. Det er storsejlets facon der afgør hvor hårdt de skal stå. Hvis det er et nyere North dvs. ca. 5 år, skal de stå hårdt.

Sejltrim:

Det er meget vigtigt at alle fald storskøde og bagstag er afmærkede, så der aldrig er tvivl om udgangstrimmet. Der er vundet mange meter i en mærkerunding, hvis alt er sat til mærkerne, så kan der senere fintrimmes. Luffen er meget følsom over for tot storskøde, 5 cm for meget ind, betyder nemt 0,5 knob, så husk et mærke på storskødet!!.

Krydstrim:

Genuaen.

Hvis det er en kevlargenua skal den stå at rynke lidt i forliget, vi haler hårdt hjem så den næsten står op ad øverste salling, lidt løsere i let vind. Slæk faldet når vinden bliver lettere og hal mere hjem på skødet, og omvendt når det frisker. Vi kører også meget med skødepunktet, når vindstyrken ændrer sig, frem i svag vind, tilbage i friskere vind.

Storsejl:

Let vind, blød sejlpind øverst, hales op så der ikke er folder ved forliget, skødevognen i midten, måske lidt til luv, bagstaget løst sat. Faktisk er der kun 20- 25 cm forskel i hvor meget vi haler bagstaget fra helt let vind til meget blæsende vejr. Vi haler næsten altid storsejlets underlig ud til mærket, dog ikke i svag vind, der mangler 2-4 cm.

Middelvind:

Skødevognen i midten, i pust køres til læ. Der er altid en gast på skødevognen, det er ham der holder balancen på båden og holder farten oppe, så han skal være meget vågen og følge med på loggen og vindhastigheden og kende båden godt. Middeltryk på bagstagene. Lidt ned i cunningham på storsejlet så der ikke er folder ved forliget.

Hård vind normale bølger:

Skødevognen 10-15 cm til læ, stadig skal der køres op og ned hele tiden. Hækstaget sættes så storsejlet åbner i toppen. Bagstaget sættes hårdt.

Hård vind store krappe bølger

Slæk 10-15 cm i storskødet , kør skødevognen 10-15 cm til luv, brug hækstaget så kun storsejlskrappen trækker , så kommer men nemmere gennem bølgerne. Bagstaget lidt løsere sat end ved normale bølger.

Styring af båden:

Vi har log og vindhastighed på masten så alle kan se om vi sejler stærkt nok. Fra 5 m/sek. og op skal vi på vores log gå 6,6 på kryds, sådan er vores log kalibreret. For at nå denne hastighed skal vi falde nogle grader køre skødevognen 5 cm til læ, og vente, når farten er der begynder vi at gå højde lidt hjem i skødevognen, sådan bliver vi ved, falder når farten falder, det er en balance der hele tiden skal holdes. Man skal lige vende sig til at trække i det ror specielt når der er en konkurrent tæt på, men det betaler sig virkelig godt. Det er vigtigt at udnytte bådens lange vandlinie, og højden bliver meget bedre når farten er der.

Så find jeres fart op loggen afmærk alt, brug tape , så kan man senere sy et mærke på.

Spilersejlads:

Jeg vil tilråde alle at de får sat en klemme på masten til spilerbomsophalet. Så kan fordæksgasten selv klare det hele og er ikke afhængig af en gast ved spilaflasteren. Spilerskøderne behøver ikke være tykkere end 8 mm. I det hele taget, når tovværk skal skiftes, så gå nogle mm ned i diameter, så glider alt meget bedre. Og køb spectra. Vi sætter spileren fra læ ud for genua barmen. En gast i spidsen på kryds koster mindst 1 knob samt dårlig højde. Træk luv barm frem på krydset til der mangler en meter i at nå stagen. Når mærket er rundet sættes spileren med hjælp fra en gast ved masten. Der kan man også sætte en klemme til faldet. Når spileren står slækkes alt: fald, bagstag, hækstag, udhal på storsejl og cunningham.

Vægtfordeling: Tøm alt ud af båden som ikke skal være der i følge klassereglerne. Alt hvad der er lovligt skal flyttes tilbage bag kølen. De sidste par år har vi ofte sejlet med 6-7 personer og set at vi går 0,1 knob hurtigere på kryds i over 5 m/sek. Det må give det modsatte når der er en mand i læ, så derfor er det så vigtigt at alt er afmærket så der er et grundtrim, så er der ikke det store behov for at have gaster i læ, i hvert fald skal det være kortvarigt.

Håber dette kan hjælpe lidt og helst ikke for meget.

Morten

D 177 - Sutten