En opfordring til Luffeklassens bestyrelse
Vedrørende forslag til ændringer af klassereglerne.
Nu hvor vintersæsonen er startet, bådene på land er det tid til lidt refleksion over året der gik, tid til fordybelse i Luffehjemmesiden, hvor klassereglerne lige skulle studeres lidt ned i detaljerne. Jeg skriver som gast på Momo, og kunne tænke mig en lille debat her på hjemmesiden om det hensigtsmæssige i at bevare § 16 styk 17 som lyder som følger.
’Komplet søgelænder i min. 45 cm. højde med øverste line af wire. Det er tilladt at fjerne søgelænderet mellem agterste pulpit og scepteret udfor agterkant af ruftag medmindre kapsejladsbestemmelserne foreskriver andet.’
§ 16 omhandler sikkerhedsudstyr ombord på Luffen. Det undrer mig for det første at søgelænder omtales under sikkerhedsudstyr, idet dette søgelænder for de fleste besætninger betyder at en mand under hver eneste vending skal op omkring masten og hjælpe genuaen indover.
I forbindelse med et Danmarksmesterskab, hvor vi som regel har 9 sejladser a 3 omgange, betyder
det at en gas,t som minimum skal foretage denne tur 6 x 9 gange. Med andre ord 54 gange skal han under en eller anden form på dækket. De 54 gange er som sagt et minimum, hvis vel og mærke den enkelte båd udelukkende bruger to slag per opkryds. De fleste af os vender lidt mere end det, så risikoen for at falde i vandet bliver i virkeligheden nok væsentlig større. Det er selvfølgelig en overdramatisering af risikoen. Det er heldigvis de færreste besætninger der har en mand over bord i forbindelse med vores DM. Spørgsmålet er vel om søgelænder i virkeligheden yder en reel sikkerhed ombord eller det nærmere er en falsk tryghedsfølelse. På et af vore stævner – jeg husker ikke lige hvilket DM – men måske i Egå – hvor en gast i passagen fra en anden båd snublede og landede på søgelæderet hos os, hvilket resulterede i et sammenkrøllet scepter. Havde dette foregået på åben sø, var manden ganske enkelt havnede i det våde element. Man kan udfra den betragtning stille spørgsmålet om søgelænder overhovedet hører ind under § 16 under sikkerhedsudstyr.
Så vidt jeg ved, er der ingen regler under DS, der direkte dikterer påtvungen søgelænder og mange klassebåde sejler da også uden(Ylva, BB10Meter, Scankap), så muligheden for at åbne op for, at undtage denne regel i forbindelse med Danmarksmesterskaber er tilstede. I andre sammenhænge er klassereglerne jo differentieret. Der skelnes mellem Danmarksmesterskaber og almindelige standardklasseløb. Jeg tænker her på antallet af sejl som tillades ombord og besætningens størrelse. I begge tilfælde er der mulighed for at differentiere reglerne. Hvad er konsekvensen af denne regelændring. For det første bliver det muligt med hurtigere vendinger, ingen gaster udover fordækket eller under bommen for at afhjælpe genuaens tunge gang over søgelænder. En anden ting er, at det vil nedsætte det ikke uvæsentlige slid som vi udsætter vores alt for dyre genuaer for.
Er det så et skråplan hvis vi åbner op for optimeringer som kræver mere arbejde i forbindelse med kapsejladser. Et argument for ikke at tillade afmontering af søgelænder i forbindelse med kapsejlads, handler om, at det vil afskrække nogle fra at deltage, hvis der skal foretages et større afmonteringsarbejde eller tømning af både i forbindelse med Danmarksmesterskaber. Jeg er ikke sikker på at dette argument holder.
I dag spekulerer mange besætninger i at optimere båden ved at lægge tyndere hynder i forkøjen for at lette båden forskibs, bådene bliver taget på land og bundvaskes, båden tømmes for manges vedkommende ned til det mindst mulige i forhold til reglerne. På nuværende tidspunkt kan vi jo se, at f.eks. fender, de normale fortøjninger osv. bliver hængende på land. Der er med andre ord masser af besætninger der på nuværende tidspunkt vil gøre meget for at øge bådens fartpotentiale. Sådan skal det vel også være. Vi er vel alle interesseret i en båd der sejler bedst muligt og som er nemmest mulig at håndtere. Det skal selvfølgelig være frivilligt og ikke et krav, så den enkelte ejer/besætning selv bestemmer hvis afmontering af søgelænder virker for uoverkommeligt.
Det er min påstand, at mange besætninger vil hilse denne lille optimering velkommen, og rent tidsmæssigt tager det under en halvtime at afmontere et søgelænder.
Derudover se det jo ud til at klassen er i gang med at erobre terræn, med andre ord mange nye kommer til, og vil gerne sejle kapsejlads, med de komplikationer og merarbejde som det nu engang kræver.
Vintersejlerhilsen fra Løve, gast på Momo.