DS-DM 2001
Egå Sejlklub arrangerer årets DM og planlægningen er allerede godt i gang. Egå byder på gode forhold både på land og på banen ude i Århusbugten.
Egå Sejlklub har taget godt imod den ønskeliste for stævnet, som vi har sammensat ud fra tidligere års erfaringer. Alle ønsker bliver opfyldt, så det kan ikke være bedre. Vi kan således forvente at komme til at ligge samlet, ved pæle og lige ud for klubhuset, og det er gratis at ligge i havnen en uge inden stævnet. Der serveres fadøl på plænen når dagens sejladser er forbi, og der er fest både fredag og lørdag aften.
DM er årets største begivenhed i Luffe 37 klubben, og det er vigtigt at flest muligt møder op. Vi er en af de få klasser, der har haft fremgang i deltagerantallet de seneste år, og jo flere vi er, jo sjovere er det. Som ny har du chancen for at komme hurtigt ind i kredsen af "gamle" Luffe-sejlere og få gode tips.
Hvis du deltager i DM for første gang, så er det gratis, idet Luffe 37 klubben refunderer startgebyret for alle "DM-debutanter". Du skal blot kontakte klubbens kasserer, under eller efter stævnet.
Hvis du mangler gaster eller en rorsmand, så kontakt et af bestyrelsesmedlemmerne eller send et opslag til vor hjemmeside, der er helt sikkert hjælp at hente.
Både der ikke tidligere er vejet ved DM, skal kontrolvejes inden stævnet. Vejningen sker torsdag eftermiddag. Er du i tvivl om, hvorvidt din båd tidligere er blevet vejet, kan du spørge Peter Martinussen (mailto:pma@kmd.dk). Ligesom sidste år, bliver der ingen måling af sejl, man afleverer blot en liste med numre på sejlknapperne.
Det er længe siden der sidst har været kontrolvejninger, så det bliver muligvis arrangeret i år. Der bliver i givet fald trukket lod blandt alle tilmeldte både inden stævnet, og dem der skal vejes, får besked på forhånd, så man har mulighed for at tømme båden derhjemme. Det er også muligt at der under stævnet bliver foretaget stikprøve-kontrol af at bådene overholder klassereglerne i øvrigt.
Forventet program:
Torsdag: De sidste både ankommer i løbet af dagen.
Både der skal vejes, skal være i havnen ved middagstid
Velkomst, molepilsnere
Generalforsamling i Luffe 37 klubben.
Fredag: Max. 4 sejladser
Molepilsnere
Grillaften
Lørdag 3 sejladser (evt. 4, hvis vi ikke nåede alle om fredagen)
Molepilsnere
Festmiddag
Søndag 2 sejladser (evt. flere, hvis det er nødvendigt)
Molepilsnere
Præmieuddeling og stævneafslutning.
Vel mødt
Bestyrelsen